Stormflodssikring besøgte de fleste oversvømmede områder på Fyn og Sjælland fredag den 6. december.
På trods af ødelæggelserne, var der en stemning af hjælpsomhed, kom hinanden ved og ikke mindst en stor indsats fra beredskabsstyrelsen, brandvæsnet, hjemmeværnet og politiet. Formålet med at besigtige oversvømmelserne var at indsamle så mange oplysninger og erfaringer som senere kan bruges til at sikre byer og bygninger mod oversvømmelser. Erfaringsdatabasen er bestemt blevet fyldt op efter at have besøgt følgende steder: Odense, Seden Strand, Kerteminde, Roskilde (Vikingemuseet), Jyllinge (Normarks kvarteret), Frederikssund (centrum / havn), Frederiksværk (Havnevej), Gilleleje, Hornbæk, København K, Christianshavn, Amager, Nyborg.
Hvis man skal fremhæve nogle oplevelser ud over de fagligt relaterede, så involverer de alle samspillet menneskerne imellem i de berørte områder.
I Kerteminde talte jeg med nogle søde mennesker, der var i gang med at fylde sand i sandsække og sikre naboens hus fordi de ikke var hjemme.
I Seden Strand var stormfloden lige gået i land og løb ind mellem husene og ud på vejen og videre over i næste række huse. Jeg så beboere der stadig stod og sikrede deres huse med fugemasse og sandsække mens vandet begyndt at stå op om deres støvler. Beredskabstyrelsen var i øvrigt på stedet og var i gang med en indsats.
Ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde var der tryk på bølgerne der slog ind mod museet. Det var imponerende store kræfter de fik sikret museet mod. Jeg tror at vikingeskibsmuseet har slået deres besøgsrekord denne dag.
I Jyllinge stod jeg i et oversvømmet kvarter (omkring Osvej Vest / Bakkeager) med vand op til kanten af gummistøvlerne og lyste med min lommelygte for hjemmeværnssoldater der læssede sandsække op af en transformatorstation. Transformatorstationen lå på vejen ned til de oversømmede områder, så hvis man skulle afspærre området så ville man miste adgangen til de folk der var fanget nede i husene. 5 min. forinden havde jeg set et barn blive båret ud af området, så der var stadig folk dernede. Der stod ca. 20-30 cm vand op ad transformatorstationen og de vidste udmærket godt at den kunne sprænge i luften hvis den fik for meget vand, for det talte de om mens de sikrede den. Det var mørkt, vandet steg, men hjemmeværnssoldaterne gjorde det der skulle til for at sikre den. Flot indsats med risiko for egen sikkerhed, for at hjælpe andre.
I Jyllinge så jeg også en familie inde i deres stue med 20-30 cm vand på gulvet. Der var gang i brændeovnen, børnene sad i sofaen med benene oppe og forældrene gik stille rundt og kiggede sig omkring. Det så surrealistisk ud og man føler med dem i deres situation.
I Frederikssund var der meget vand i midtbyen. På havnen skulle man passe på, for i mørket kunne man ikke se hvor kajkanten startede og sluttede. Jeg var inde i en restaurant for at se om jeg kunne hjælpe dem med at lokalisere en utæthed. Vandet stod ikke til at stoppe, og da det gik op for restaurantejerne at de ikke ville kunne åbne dagen efter, kunne man mærke betydningen af netop denne erkendelse.
Jeg hjalp også en ambulance med udrykning gennem en oversvømmet gade hvor brønddækslerne var trykket op af vandtrykket.
Generelt hjalp folk hinanden hvor de kunne, og dette sammenhold viser også bare at man aldrig er alene når det brænder på. Stor oplevelse.
Ved Frederiksværk blev jeg ringet op om at de steder jeg opholdte i mig skulle evakueres pga. fare for digebrud. Jeg fulgte myndighedernes anvisninger og forlod området straks og godt det samme for vejen tilbage blev mere og mere oversvømmet.
Hvad sker der så nu?
Myndighederne kommer til at foretage en evaluering af hændelserne, men de kommer samtidig til at skulle vurdere om de vil sikre sig mod sådan en hændelse igen.
Det er Stormflodssikrings håb at de vil invitere os leverandører på en kop kaffe og høre hvordan vi sammen kan løse de udfordringer de står overfor. Nøglen til enhver succesfuld sikring er ”rettidig omhu”, men lige så meget det rigtige udstyr og materiel.
Lørdag d. 7. dec. var jeg på TV2 NEWS for at fortælle lidt om hvad man kunne gøre for at sikre sig i fremtiden.
Jan Crone Foster
Stormflodssikring ApS